Webinaraften
et samarbejde mellem
Danske Webinarer
Cyberling og
aovnet it-klub
Danske Webinarer - Cyberling
Referat af Webinaret den 14. april 2004

Plantesamleren


Tobias og Hans Henrik

Mødet kom i stand i forbindelse med et emnebrainstorming i it-klubben for Antenneforeningen Ølstykke Vest, hvor John Petersen, Ølstykke, nævnte ønske om et tema relateret til havens planter, træer og buske. - Da ingen af os i klubben havde tilstrækkelig erfaring ud i dette, så faldt jeg over et spændende sted på internettet Plantesamleren.dk (dvs. Jeg havde nu kendt stedet i flere år). Jeg spurgte ejeren, Hans Henrik Sørensen, om han var frisk på at være gæstevært med hjemmesiden som udgangspunkt. Det var både Hans Henrik, og sønnen Tobias. - Med Erling Nielsens gavmildhed fik vi lov at køre mødet under Danske Webinarer hos Cyberling.

I forarbejdet havde Hans Henrik og jeg snakket lidt om rammen for mødet, eller en gylden tråd. Dagen før mødet fandt vi på, at det måske var sjovest at køre uden nogen nærmere ramme, men at lade deltagernes spørgsmål være ledetråden, og blot holde den eksisterende hjemmeside Plantesamleren, som det visuelle reference.

Med dette som udgangspunkt fik Hans Henrik på aftenens webinar givet os en lærerig og spændende præsentation på en dejlig uformel måde. På en time nåede vi nok ikke at blive specialister ud i noget, men Hans Henrik fik os vist, hvor vi kunne finde inspiration til mange former for planteformering, fx formering med stiklinger, og formering med pod­ning­/okulation. Endvidere var vi omkring behandling og forebyggelse af råd, svamp og kræft i træer. For at forklare at finde specielle træer nævnte Hans Henrik, at søskendebørn jo nok ligner hinanden, men at vi ser forskellen. Det samme kan man gøre, når man kigger på træer, for selv fra samme moderplante kan der være spændende forskel i de nye planter. Hans Henrik tog til eksempel hyldetræet, der for de fleste måske ikke er særlig interessant, men bl.a. med den har han lavet mange flotte specielle varianter, fx hvor bladene er meget forskellige. Jeg plukker et par spørgsmål mere fra aftenen.

Bo fra Jyllinge har et Amerikansk Akacietræ, som er beskadiget af stormen. Hans Henrik foreslog at save træet ned, og lade den skyde op igen. Tidligere brugte man at smøre noget på, hvor man afsaver større grene, men det bruger man ikke mere, man skal blot sikre, at de åbne flader bliver et rent og glat snit. Akacietræet vil sandsynligvis vokse flot op igen. På grund af nedsavningen vil træet måske også sætte nye skud op fra rødderne, som kan danne grundlag for nye træer. Nogle træer ville sætte mange rodskud op ved den behandling. For Akacietræet er det moderat, hvad der ville komme af rodskud.

John Petersen, Ølstykke, have et spørgsmål vedrørende podning af stenfri druer på en lidt ældre drueplante. Det kan godt lade sig gøre. Maja fra Reersø, nævnte blødende drue, og Hans Henrik forklarede, at netop druen har bedst af at podningen sker om vinteren, hvor der er mindst saft i træet. I sektionen Planteformering kan man se, hvilke måder man får mest held med at formerer de forskellige planter, og hvornår på året det giver bedst resultat for den enkelte plante. Hans Henrik nævnte videre at de franske drueplanter næsten alle er podet på en druesort fra Amerika, hvor roden er mere resistent overfor angreb i rødderne af utøj, og et rod, som giver bedre vækstbetingelser for druen.

Vi nåede så umådelig meget på denne time, at referatet kunne blive til en 20 siders rapport. Det vil jeg forskåne dig for. Hvis du ønsker at vide mere, så kig forbi Plantesamleren, og start fx med Planteleksikon. - Antal deltager - Jeg tror vi var omkring 12.

Se i øvrigt TV2/Nord udsendelsen Det Grønne Rejsehold, 7. april 2004, hvor Hans Henrik og Tobias viste, hvordan man poder et grantræ. - Klippet var ikke medtaget i aftenens pro­gram, men viser flot, hvordan man gør, og så er det jo sjovt, at også TV2 fandt frem til Hans Henrik og Tobias.

En stor tak skal lyde til Hans Henrik Sørensen, for en dejlig aften. Jeg tror der efter i aften vil bliver lavet nogle ekstra snit i træer og buske rundt i Danmark.

Og endnu en gang tak til Erling Nielsen, for lån af forumet, og tak til alle deltagere, fordi i ville være med.

Pauseunderhold mens deltagerne loggede på - og Optakten til mødet

 

Med venlig hilsen,

Herman Ransborg
_______________
Lærkevej 43
DK-3650 Ølstykke