De for tiden gældende vedtægter
§ 1
Foreningens navn: ANTENNEFORENINGEN “ØLSTYKKE VEST”.
Foreningens hjemsted: 3650 Ølstykke.
§ 2
Foreningens formål er at tilvejebringe og drive fællesantenneanlæg for området Ølstykke Vest samt give medlemmerne tilslutning hertil. Anlæggets drift overtages af foreningen, når entreprenørens økonomiske interesse er fyldestgjort ved opfyldelse af den indgåede købekontrakt, og når måleattest foreligger.
Antenneforeningen må ikke påtage sig andre opgaver end til opfyldelse af formålet, men kan sammensluttes med andre antenneforeninger med henblik på senere kabel-TV.
§ 3
Som medlem kan optages enhver fjernsynsabonnent indenfor det til enhver tid fastsatte forsyningsområde mod indtegningsgebyr kr. 10,-. Indtrædende medlemmer betaler andel efter foreningens til enhver tid gældende bestemmelser. Tvivl vedrørende størrelsen af andel afgøres af bestyrelsen.
§ 4
Der opkræves hos medlemmerne et årligt bidrag til bestridelse af drifts- og vedligeholdelsesomkostninger ved anlægget, jfr. $ 7. Bidraget fastsættes hvert år på generalforsamlingen for det løbende regnskabsår.
Forbindelsen med anlægget kan med 1 måneds frist fra bestyrelsens påtale afbrydes ved manglende betaling.
Omkostninger ved afbrydelse og reetablering betales af medlemmet.
§ 5
Indgreb i installationer såvel inde som ude må kun foretages af en af bestyrelsen godkendt installatør. Overtrædelse kan medføre at forbindelsen med anlægget kan afbrydes.
§ 6
Ved udmeldelse af foreningen fortaber medlemmet enhver rettighed overfor foreningen, men er forpligtet til at betale evt. restandel. Ved afhændelse af sin ejendom kan et medlem med foreningens samtykke overdrage sine rettigheder og forpligtelser overfor foreningen til den nye ejer. Først når overdragelsen er behørigt dokumenteret, er overdrageren fritaget for sine forpligtelser overfor foreningen.
§ 7
Foreningen afholder samtlige udgifter i forbindelse med anlæggets drift og vedligeholdelse, men det enkelte medlem hæfter ikke udover sin andel og sit årlige bidrag.
§ 8
Medlemmernes årsbidrag indbetales på girokonto. Til at hæve på kontoen kræves 2 bestyrelsesmedlemmers underskrift.
§ 9
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af februar måned. Senest 14 dage før skal regnskabet offentliggøres. Indvarsling sker med mindst 14 dages varsel i de respektive lokale aviser eller skriftligt til hvert medlem.
Indvarslingen skal indeholde dagsorden for generalforsamlingen.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde:
- Valg af dirigent
- Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
- Aflæggelse af årsregnskab
- Beslutning om overskuddets anvendelse
- Fastsættelse af årsbidrag fra medlemmerne for det løbende regnskabsår
- Valg af bestyrelse
- Valg af revisor
- Eventuelt.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen ønsker det eller mindst 25% af medlemmerne kræver det. Når ekstraordinær generalforsamling kræves indkaldt af mindst 25% af medlemmerne, har bestyrelsen at foranledige denne indkaldt snarest muligt med den i begæringen angivne dagsorden. For ekstraordinære generalforsamlinger gælder samme regler med hensyn til indkaldelse m.v. som for ordinære.
Alle valg og vedtagelser sker ved almindelig stemmeflerhed.
Hvert medlem har 1 stemme. Til beslutninger om vedtægtsændringer eller om foreningens ophævelse kræves, at mindst 80% af medlemmerne er tilstede på den generalforsamling, hvor spørgsmålet behandles og at mindst 80% af de mødte er for beslutningen. Stemmer 80% eller mere for det, indkalder bestyrelsen inden en måned til en ekstraordinær generalforsamling, på hvilken forslaget kan vedtages med 2/3 af de tilstedeværende stemmer, uanset hvor mange medlemmer, der er mødt. Ønsker et medlem at fremsætte et forslag til dagsordenen, skal forslaget senest 1 uge før generalforsamlingen indsendes skriftligt til bestyrelsen.
På den stiftende generalforsamling vælges en bestyrelse bestående af 5 medlemmer, samt 2. suppleanter.
§ 10
Foreningens daglige ledelse forestås af en bestyrelse bestående af 5 medlemmer valgt af generalforsamlingen og blandt foreningens medlemmer. Bestyrelsen vælges for 1 år ad gangen. Bestyrelsen vælger selv sin formand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen fører en protokol over samtlige forhandlinger og beslutninger på såvel generalforsamlinger som bestyrelsesmøder. Foreningen tegnes af formanden i forbindelse med 1 bestyrelsesmedlem. Ved erhvervelse af fast ejendom samt ved optagelse af lån og afgivelse af kaution og anden sikkerhedsstillelse, tegnes foreningen af den samlede bestyrelse. Afhændelse af fast ejendom kan kun ske ved generalforsamlingsbeslutning.
§ 11
Foreningens regnskab revideres af en af generalforsamlingen valgt revisor. Revisoren vælges for 1 år ad gangen.
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Årsregnskabet skal være afsluttet og revideret af revisoren inden udgangen af den påfølgende januar måned. Eventuelle revisionsbemærkninger indføres i foreningens protokol.
Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling, onsdag den 10. januar 1973.
sign. Ole Huusmann
(Dirigent)
sign. Niels B. Sørensen
(Referent)